Indtast dit søgeord

Testosteron er vigtigt for mandens sundhed og trivsel. Foto: Shutterstock

Testosteron er vigtigt for mandens sundhed og trivsel. Foto: Shutterstock

Testosteronmangel – problemet, man holder for sig selv

Allerede i 50-års-alderen kan nogle mænd mangle kønshormonet testosteron. Det fører ofte til nedstemthed, træthed og mindre lyst til sex. Testosteronmangel forveksles ofte med normal aldring, men der er hjælp at få.

Reklame:

Nogle almindelige symptomer på testosteronmangel er nedstemthed, kraftesløshed, impotens og nedsat muskelmasse. Hormonmangel opstår langsomt, og der er stor risiko for, at patienten vænner sig til symptomerne og tænker, at det skyldes noget andet, for eksempel alderen, og at det vil gå over af sig selv.

Kønshormonet testosteron dannes fortrinsvis i testiklerne. Produktionen starter i forbindelse med puberteten, og niveauerne stiger gradvis og når et maksimum i 20-års-alderen. Koncentrationen af testosteron varierer fra person til person. Generelt er det dog sådan, at niveauerne holder sig stabile i voksenalderen for derefter stille og roligt at falde i takt med en stigende alder. Hos mænd med kroniske sygdomme eller overvægt falder testosteronniveauerne hurtigere. Testosteronmangel kan også forhøje risikoen for andre alvorlige sygdomme, for eksempel hjerte-kar-sygdom. I 60-års-alderen har mange mænd et testosteronniveau, der tyder på mangel, men det betyder ikke, at de får symptomer eller opfylder kriterierne for diagnosen testosteronmangel.

Uvidenhed om testosteronmangel

For mange mænd kan testosteronmangel være et følsomt emne at tale om, og det kan være svært at vide, hvor man skal henvende sig. Det er til forskel fra kvinder, der ofte er mere vant til at stille spørgsmål, for eksempel hos gynækologen. Det betyder, at der sandsynligvis findes et stort mørketal af mænd, som lider af testosteronmangel. Uvidenheden inden for området er stor, og det er derfor vigtigt med information og uddannelse, for det er muligt at få hjælp.

– Testosteronmangel giver ofte diffuse symptomer, for eksempel træthed, og at man føler sig ligeglad, fortæller Mats Holmberg, overlæge på specialklinikken ANOVA på Karolinska Universitetshospital. Generelt har mænd en tendens til ikke at søge hjælp, og derfor er det langt fra alle med testosteronmangel, der bliver diagnosticerede. Hvis man har mistet lysten og evnen til sex, opfordrer vi til, at man søger hjælp.

De mest almindelige symptomer på testosteronmangel er:

  • træthed
  • kraftesløshed
  • søvnproblemer
  • nedsat sexlyst
  • mere mavefedt
  • irritabilitet
  • ligegyldighed

Mænd med testosteronmangel kan også få erektionsproblemer, nedsat muskelmasse og knogleskørhed.

Testosteronniveauet – en sundhedsmarkør hos mænd

Testosteron er et vigtigt hormon for mange af kroppens væv, blandt andet muskler, centralnervesystem og knogler. Det påvirker mange organer og funktioner i kroppen. Desuden er det vigtigt for mandens sundhed og trivsel. Måling af testosteronniveauet kan være en markør for mandens sundhed og helbred. Mangel på testosteron hænger ofte sammen med en eller anden sygdom, men omvendt kan en sygdom også give anledning til testosteronmangel. Lave niveauer af testosteron medfører, at muskelmassen mindskes, og mængden af kropsfedt stiger. Det øger risikoen for forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, mavefedme og type 2-diabetes. Det kan i sidste ende føre til hjerte-kar-sygdom og slagtilfælde. Det er også set, at mænd med depression, reumatisme og kronisk lungesygdom har lave niveauer af testosteron.

Sådan undersøges det, om man mangler testosteron

Diagnosen testosteronmangel stilles, hvis man har et lavt testosteronniveau og desuden udviser forskellige symptomer på testosteronmangel. Der tages en blodprøve for at måle testosteronniveauet samtidig med en almindelig helbredsundersøgelse, som skal finde årsagerne. Henvendelse til egen læge er en god begyndelse. Derfra kan man så blive henvist til en urolog eller endokrinolog med henblik på nærmere udredning.

Behandling af testosteronmangel

– Det er enormt vigtigt, at læger, som undersøger en eventuel testosteronmangel, har lavet en såkaldt niveaudiagnostik, inden en eventuel behandling iværksættes, fortæller Mats Holmberg. Det vil sige, at man har undersøgt, om manglen skyldes problemer med testiklerne, hypofysen eller højere oppe i hjernen. Hvis man ikke gør det, kan man overse tilstande, der kræver en helt anden behandling end testosteron.

Behandlingen går ud på at tilføre testosteron, og det er målet at genoprette et normalt niveau i kroppen. Det mest almindelige er at tilføre testosteron – enten i form af en gel (doseringspumpe og/eller doseringsposer), der smøres på huden hver dag, eller som en injektion hver tredje måned. Resultatet kan normalt mærkes inden for nogle måneder.

– Et af problemerne er, at der i dag ikke er enighed om, hvornår man skal behandle testosteronmangel eller hvem, der skal behandles. Det gælder specielt mænd, der ikke har nogen åbenlys årsag til deres mangel, fortæller Mats Holmberg. Testosteronmangel er en tilstand, som historisk set kun har handlet om en mindre gruppe af mænd, men i takt med den øgede viden har man set, at flere grupper kan have behov for testosteronbehandling. Der er masser af forskning, som viser, at for eksempel ældre mænd og overvægtige mænd kan forbedre deres livskvalitet radikalt ved hjælp af behandling.

Testosteronbehandling er sandsynligvis forbundet med få risici. Den væsentligste bivirkning er forhøjede blodværdier. Det er vigtigt at få kontrolleret dette og behandlet det, hvis det forekommer, da manden ellers har forhøjet risiko for at blive ramt af en blodprop. Der findes intet belæg for, at behandling med testosteron øger risikoen for prostatakræft. Hvad angår hjerte-kar-sygdom er sandsynligheden for en forhøjet risiko ret lav, men der mangler stadig pålidelig viden om emnet. Det er derfor rimeligt, at patienterne informeres om dette, inden en behandling går i gang. Patienter, der skal behandles med testosteron, skal til regelmæssige kontroller, hvor man som et minimum måler blodværdier, testosteronniveauer og PSA-værdier (prostataspecifikt antigen).

– Sommetider ser vi læger, at langvarige lidelser er mindre alvorlige end kortvarige. Det skyldes, at sygdomme, som kan være livstruende, har en tendens til at blive tiltagende forværrede. Set fra patientens perspektiv kan det dog være værre at have symptomer i lang tid, og det er et vigtigt aspekt, når man skal vurdere, om der skal sættes ind med behandling eller ej, understreger Mats Holmberg.

– Det er vigtigt at være opmærksom på, at overvægt og alder i sig selv ikke er en grund til at behandle, men at det heller ikke er en grund til at udelukke behandling. Jeg har haft patienter på 80 år med meget lave testosteronniveauer og betydelige symptomer, hvor patienten efter behandling har fået et helt nyt liv. Man skal se på patientens symptomer, og hvad behandlingen kan gøre for netop den patient.

Myter om testosteron

Der findes mange forskellige myter om testosteron, fortæller Mats Holmberg.

– Der findes for eksempel en sejlivet myte om, at testosteron gør mænd hidsige. Testosteron er tværtimod et hormon, der stabiliserer humøret og generelt gør mænd mere kvikke og glade. Derimod kan den hjernetræthed, som kan være en konsekvens af testosteronmangel, betyde, at man bliver irritabel.

En anden myte er, at testosteron generelt er et ”sexhormon”. Det er ikke sandt.

– Testosteron er ikke noget, man som rask person kan tage for at øge sin seksualdrift; der skal mangle testosteron, for at behandlingen giver større lyst og evne til sex.

Reklame:

Denne sygdom handler om:

Læs også

Reklame:
Reklame:
Reklame:
Reklame:
Reklame:
Reklame: