Der kan være flere årsager til længerevarende hoste. Ikke kun forkølelse men også kroniske lungesygdomme, som f.eks. astma, kan påvirke vores luftveje og give en længerevarende hoste. De fleste mennesker er dog ikke klar over, at en hoste som har stået på længe kan være et symptom på kighoste. Europæiske undersøgelser viser faktisk, at ca. 25 % af voksne som døjer med hoste i en længere periode, er blevet smittet med sygdommen.
Kighoste regnes for at være en meget smitsom børnesygdom. Smitte sker luftbårent fra patienter som hoster. Selv større børn og voksne kan blive smittet, selvom de tidligere er blevet vaccineret imod sygdommen. Vaccinen beskytter ikke 100 % imod sygdommen og den dækker ikke hele livet. Vaccinens beskyttelse falder med tiden, og selvom man har haft kighoste bliver man ikke immun over for sygdommen. I vores naboland Norge anbefaler sundhedsstyrelsen, Folkhelseinstitutet, at alle voksne bliver vaccineret hvert tiende år, eftersom antallet af tilfælde med kighoste er steget de seneste år.
Kighoste hos voksne
Hos voksne og unge viser sygdommen sig som en længerevarende og voldsom hoste. Hele 25 % af alle voksne og unge patienter der døjer med hoste, viser sig at være smittet med kighoste. Symptomerne er voldsomme hosteanfald som varer ved i 1-2 måneder, især om natten. Opkastning kan forekomme i samme forbindelse, og sygdommen kan derudover udvikle sig til lungebetændelse, bihulebetændelse og ørebetændelse. Hosten viser sig ikke nødvendigvis som en klassisk kighoste. Voksne og tidligere vaccinerede børn kan være ramt af en mildere sygdom og alligevel være smitsomme med kighostebakterien – og derved overføre sygdommen til andre, hvilket kan være farligt for især små børn. Voksne der ikke har ladet sig vaccinere imod sygdommen som voksne, kan altså være en smittekilde for andre.
Voksne og børn der endnu ikke har fået vaccinen, er i den største risikogruppe for at blive smittet. For børn under 1 år kan kighoste være en alvorlig sygdom, og barnet bør eventuelt indlægges. Sygdommen kan udvikle sig til ørebetændelse, bronkitis, lungebetændelse, krampeanfald, hjerneskade og i værste tilfælde dødsfald.
Alle børn bør vaccineres
Kighoste er en af de hyppigere børnesygdomme i verden. Alle børn i Danmark der følger det danske vaccinationsprogram, bliver vaccineret imod sygdommen. Vaccinen gives ved 3, 5 og 12 måneders alderen. voksne bør lade sig vaccinere igen, da vaccinen ikke er livsvarig og man derfor mister immuniteten i den voksne alder.
DiTeKiPol vaccinen anvendes til små børn. DiTeKiPol booster er den vaccine som anvendes til børn fra 4 års alderen, unge og voksne for at blive vaccineret imod følgende sygdomme: difteri, stivkrampe, kighoste og polio.