Knogleskørhed (osteoporose) – find ud af, om du er i risikozonen

Socialstyrelsen har retningslinjer for behandling af osteoporose, hvor også en forebyggende indsats prioriteres. Docent Thomas Kjellström beskriver advarselssignalerne ved øget risiko for osteoporose, og der er også gode råd til en prøve, man selv kan udføre.

Hvad er osteoporose?

Osteoporose er den medicinske betegnelse for knogleskørhed. Definitionen af osteoporose er ret kompliceret, og der er i dag ingen klare grænser for diagnosen osteoporose hos børn, præmenopausale kvinder og mænd. For at kunne stille diagnosen skal knogletætheden måles. Det gøres med svage røntgenstråler ved en såkaldt DXA-scanning (sommetider kaldet for DEXA: dual energy X-ray absorptiometry). Apparatet til scanningen findes nu på de fleste hospitaler eller specialklinikker. 

Knoglerne er afhængige af calcium for at holde sig stærke 

Knogleskørhed er kort sagt en sygdom, der medfører, at knoglerne mister en del af deres calcium og styrke. Tilstanden betyder, at knoglerne kan brække helt af sig selv, men også ved lettere belastning, for eksempel hvis man falder eller løfter en tung genstand. Skelettet består af 200 knogler med forskellige funktioner, og knoglerne er levende væv, der genopbygges kontinuerligt gennem hele livet. Hele skelettet udskiftes i løbet af 10-20 år. Knoglerne er stærkest i 20-25-årsalderen. Derefter begynder de at blive svagere. I Sverige har vi ikke mere knogleskørhed end i andre lande, som det ellers undertiden hævdes. I Sverige er der hvert år cirka 70.000 knoglefrakturer (knoglebrud) efter fald. Heraf er 18.000 hoftebrud og 10.000 brud på ryghvirvler.

Knogleskørhed er arveligt 

Den primære årsag er nedsat knoglemasse. Dette skyldes flere faktorer. Arvelighed er en vigtig faktor i udviklingen af knogleskørhed. En kvinde, hvis mor har haft et hoftebrud, har gennemsnitligt dobbelt så stor risiko som andre kvinder for at få et brud. Knoglemassen afhænger af kost, rygning og motion. Knogleskørhed kan skyldes andre samtidige sygdomme såsom kræft, nyresvigt, leddegigt, anoreksi, glutenallergi, sygdom i skjoldbruskkirtlen, primær aldosteronisme og myelom. Klimakteriet, hvor man har lavere niveauer af østrogen, er også en risikofaktor. Kønshormoner skal reguleres ved mistanke om knogleskørhed, da de kan være en årsag. Men fysisk inaktivitet er trods alt nok den vigtigste årsag.

Advarselssignaler ved knogleskørhed/osteoporose

Der er ingen tidlige symptomer, men masser af risikofaktorer:

• En stillesiddende tilværelse
• Tidligt klimakterium
• Lav kropsvægt
• Spontane knoglebrud eller knoglebrud ved meget lav belastning
• Knæk i ryggen med pludselige, kraftige smerter
• Andre sygdomme, for eksempel gigtsygdom, tarmsygdom, kronisk obstruktiv lungesygdom
• Langvarig (mere end 3 måneder) behandling med kortison
• Rygning

Knogleskørhed/osteoporose er en stille sygdom uden noget typisk sygdomsbillede

Der er ikke noget typisk sygdomsbillede ved knogleskørhed. Det er en stille sygdom, der ikke giver nogen symptomer, før man rammes af et knoglebrud. Bruddet behandles på almindelig vis med stabilisering og smertelindring, og det kan være et første tegn på knogleskørhed. Der tages laboratorieprøver for at udelukke andre sygdomme, som kan behandles, mens diagnosen knogleskørhed kræver måling af knogletætheden og/eller en røntgenundersøgelse.

Ved mistanke om knogleskørhed kan frakturrisikoen vurderes ved hjælp af FRAX-værktøjet (Verdenssundhedsorganisationens Fracture Risk Assessment Tool – frit tilgængeligt via www.shef.ac.uk/FRAX/). 

Et hoftebrud kan føre til dødsfald i forbindelse med anden samtidig sygdom

De mest almindelige brud er underarmsfraktur, typisk fra 55-års-alderen og fortrinsvis hos kvinder. Frakturer i ryggen optræder fra 60-års-alderen, mest hos kvinder. Hoftebrud (lårbensfraktur) rammer typisk begge køn fra 75-års-alderen. 20 procent af patienterne med hoftebrud dør inden for et år (ofte på grund af anden samtidig sygdom). Risikoen for hoftefraktur fordobles omkring hvert femte år fra man er 70 år til 90 år. Kvinder har en omtrent dobbelt så stor risiko som mænd.

Socialstyrelsens retningslinjer for behandling af knogleskørhed 

Generelt: 

Behandlingen skal i første omgang fokusere på at påvirke livsstil og helbredstilstand ved at forbedre mobilitet og sundhed, forebygge fald (fysisk træning, mere sikkert miljø i hjemmet), optimere knoglernes styrke og overveje særlig frakturbeskyttelse (hoftebeskyttelse).

Lægemiddel: 

Bifosfonater er den vigtigste og bedst dokumenterede gruppe af lægemidler til knogleskørhed. Personer med meget høj frakturrisiko, for eksempel kvinder med knogleskørhed og en 10-årig risiko for fraktur på > 30 procent (se risikovurderingen med FRAX), bør behandles med alendronsyre. Her findes et stort antal producenter bag varemærkenavne som Alenat, Alendronat og Fosamax. Alendronsyre gives ugentligt og er et gennemtestet og omkostningseffektivt lægemiddel med lang opfølgningstid.

Studier har dog vist, at allerede et år efter, at lægemidlet er blevet ordineret første gang, er det måske kun 20 procent af alle patienterne, der tager det. Er der bivirkninger, kan man skifte det aktive stof ud med zolendronsyre, der således har andenprioritet, og i stedet give infusionsbehandlinger én gang om året. Som tredjeprioritet findes denosumab, der ikke er et bifosfonat. Det gives som en subkutan injektion to gange årligt og har tilsvarende virkning og bivirkninger.

Tab af østrogen fører til øget nedbrydning af knoglemasse samt knogletab under og efter klimakteriet. Studier af mindsket frakturrisiko er ikke overbevisende, og der er flere bivirkninger end ved de andre behandlingsmuligheder. Derfor anbefales østrogen ikke i dag. Hvis man derimod tager østrogen af andre årsager, for eksempel gener på grund af klimakteriet, giver man normalt ikke yderligere behandling, som bremser nedbrydningen af knoglemassen.

Andre behandlingsmuligheder anvendes af osteoporose-specialister til mere specielle situationer. Nogle andre stoffer er raloxifen, strontium og anabolske steroider såsom PTH (biskjoldbruskkirtelhormon). 

Calcium og vitamin D er en vigtig del af behandlingen af knogleskørhed 

Calcium og vitamin D som ekstra tilskud er en hjørnesten i behandlingen af knogleskørhed og gives for at kompensere for den negative calciumbalance, der følger med alderen. Disse stoffer er nødvendige for at opbygge knoglerne, og alle personer, der behandles med et lægemiddel mod knogleskørhed, skal have tilskud af dem. Den anbefalede daglige dosis er aktuelt 400 mg calcium og 800 IE (internationale enheder) vitamin D. Der er ingen grund til at give disse tilskud som eneste behandling, da der mangler undersøgelser, som viser, at det mindsker frakturrisikoen.

Calcium og vitamin D alene kan dog være nok til at forebygge frakturer hos personer over 80 år med dokumenteret mangel på disse stoffer. Vitamin D har faktisk også en gavnlig effekt som forebyggelse af fald. Det skyldes vitaminets virkninger på muskelfunktionen og muligvis også centralnervesystemet. Vitamin D har faktisk også en gavnlig effekt til forebyggelse af fald, takket være virkningerne på muskelfunktionen og eventuelt centralnervesystemet. Spørg altid en læge til råds, før du tager tilskud af calcium og vitamin D, da calciumindholdet kan blive for højt, og det er skadeligt. Du må altså ikke tage calcium og vitamin D selv ”for en sikkerheds skyld”.

Gode råd fra docent Thomas Kjellström om knogleskørhed

I løbet af mit cirka 40-årige virke som læge har jeg set masser af patienter, der er kommet ind med ambulance og en knoglefraktur på grund af kludetæpper eller tæppekanter, der har været i vejen. 

• Så sørg for, at gulvet er helt jævnt, men selvfølgelig ikke glat. 
• Brug almindelig sund fornuft, og undgå risici såsom at balancere på stole eller borde.
• Brug en skridsikker måtte i badeværelset. 
• Med belysning om natten undgås mange problemer. 
• Brug trådløs telefon, så du ikke skal skynde dig hen til telefonen. 
• Trappegelændere skal være stabile og have gribemuligheder på begge sider. 
• Hav noget godt på fødderne, også indendørs. 
• Giv den ældre person en gyngestol i stedet for et fjernsyn (en helt uvidenskabelig anbefaling!).
• Vær fysisk aktiv, og gå gerne tur i rask tempo i 30 minutter 5 gange om ugen i dagslys. (Hård træning på konkurrenceniveau for kvinder øger derimod risikoen for forringelse af knoglemassen).
• Undgå rygning.
• Spis varieret, og sørg for at få et godt indtag af calcium og vitamin D, der findes i mejeriprodukter som mælk, ymer, yoghurt og ost, men også i bladgrønsagerne broccoli og spinat. Begynd ikke selv at tage calcium eller vitamin D (se ovenfor) som kosttilskud. 

Læs mere: Knogleskørhed – er du ramt af brud?