Sådan smitter kighoste
Sygdommen er meget smitsom og overføres ved host og nys. Opholder man sig i rum med en der har kighoste, kan man regne med at blive smittet hvis man ikke er vaccineret.
Smitteperioden er længere end ved andre børnesygdomme. Et sygt barn er smitsomt under hele perioden fra det første nys og frem til seks uger efter, at hosten er brudt ud. Inkubationstiden fra man er smittet til sygdommen bryder ud, varierer fra 5 til 15 dage.
Almindelige symptomer
Normalt begynder kighoste med en forkølelse og let hoste i et par uger. Derefter kommer den typiske kighoste. Man hoster stødvis. Lungerne tømmes for luft og efterfølges af en dyb indånding, som giver en ”kigende” lyd, som har givet sygdommen sit navn. Det hænder at børn har svært ved at trække vejret og bliver blå i ansigtet. Barnet hoster sejt slim op, som kan fremkalde opkast.
Hosteanfaldene er meget anstrengende både for børn og forældrene. De kan komme op til 30-40 gange i døgnet i op til 6-8 uger. Oveni i disse ubehagelige anfald kan der til tider opstå andre komplikationer, såsom bronkitis, lunge- og øreinflammation.
Hvordan behandles kighoste
Der findes ingen behandling for kighoste, men man kan forkorte smitteperioden ved at give antibiotika.
Ved tidlig behandling med antibiotika kan sygdomsforløbet mildnes. Hvis man allerede er begyndt at hoste med en ”kigende” lyd, har antibiotika ingen effekt.
Spædbørn med kighoste observeres ofte på hospital, mens sygdommen er på sit højeste.
Gode råd
- Børn der er smittet bør holdes hjemme fra skole og daginstitution.
- Symptomer kan lindres ved frisk luft. Gå udenfor, hvis det er muligt. Luft jævnligt ud i hjemmet.
- Sov med hovedet højtliggende.
- Drik meget væske, så slimen bliver mindre sej.
Vaccination
Siden 1996 er alle spædbørn blevet tilbudt vaccine mod kighoste. De vaccineres når de er omkring 3 måneder, 5 måneder og 1 år gamle. Barnet er næsten 100% beskyttet efter de første to vaccinationer.