Keratoconus er en kronisk sygdom, den kan dog standse sin udvikling på alle stadier. Sygdommen medfører at hornhinden begynder at bule ud, hvilket kan være farligt, eftersom hinden kan blive beskadiget.
Information om keglehornhinde
Hornhinden er den transparente hinde, som ligger yderst på øjet. Hornhinden slipper lyset ind i øjet og bryder samtidig lysstrålerne, så billederne bliver rene og skarpe. Hinden er en kraftigt brydende linse med en styrke på ca. 42-45 dioptrier. Dioptrier er et mål for en linses brydningsevne. Cellestrukturerne i hornhindens væv er meget jævne. De jævne cellestrukturer og den asfæriske form (stejl centralt og flad i periferien) er en af grundene til, at vi ser så klart uden at blive blændet.
Hvad sker der, når man har en keglehornhinde?
I stedet for at være rund ændrer hinden sig til at være kegleformet. Hornhindens opgave som lysbrydende linse kan blive mere end 48 dioptrier og kan i visse tilfælde blive op mod 70 dioptrier. Den normale tykkelse på hornhinden er omkring 550 mikrometer (tusindedel af en millimeter), men har man keglehornhinde, kan den være mindre end 400 mikrometer, og i værste fald perforeres.
Keglehornhinde er en arvelig sygdom, som normalt viser sig senere i livet. Tegn på at man har en keglehornhinde, kan vise sig i teenageårene og så sent som efter 30-års alderen. Man kan også få sygdommen efter en skade på øjet, eksempelvis ved øjenkirurgi eller ved andre øjensygdomme. Fælles for dem som udvikler sygdommen er, at de ofte lider af en hudsygdom som eksem eller atopi.
Hvad er symptomerne på keglehornhinde?
Tegn på at man har keglehornhinde, viser sig ofte i slutningen af puberteten. Sygdommen udvikler sig langsomt, fra 10-15-års alderen og standser sin udvikling, når man er omkring 35 år. Når sygdommen standser sin udvikling, kalder man sygdommen for ”frossen” Keratoconus. Symptomerne for Keratoconus er:
- ”Spøgelsesbilleder”, en forekomst af flere billeder, når du kigger på ét objekt
- Dårligt nattesyn
- Lysfølsomhed
- Dobbeltsyn på ét øje
Øjenlægen reagerer ofte på øget nærsynethed, synsnedsættelse, uklart syn og forvrængede billeder. For at stille en diagnose anvender øjenlægen topografiske undersøgelser.
Hvordan behandles keglehornhinde?
Sædvanligvis kan man korrigere synet ved hjælp af briller eller bløde kontaktlinser. Hjælper det ikke, kan man prøve nogle hårde individuelt tilpassede kontaktlinser. Hjælper det heller ikke, kan man omforme hornhinden ved hjælp at en plastikring. Denne opereres ind i øjet og skal normalisere den udbuling, som keglehornhinden forårsager. Denne operation laves med henblik på at kunne anvende normale kontaktlinser på et senere tidspunkt.
Skulle ingen af disse behandlinger hjælpe, findes der en sidste udvej, som er en hornhindetransplantation. Dette er dog noget, som kun anvendes som sidste udvej.