Diarré er forholdsvis ufarligt, men der er situationer, hvor man skal søge læge, blandt andet hvis man har haft diarré i lang tid, eller det er et barn eller en ældre person, der er ramt.
Diarré – årsag
Som regel er akut diarré symptom på en infektion i mave-tarm-kanalen. Det vil sige, at du har fået bakterier, en virus eller parasitter, der hæmmer tarmens evne til at optage væske. Derfor bliver væsken i tarmen og opløser afføringen – man har fået diarré. Vi kan blive udsat for disse bakterier, virusser eller parasitter overalt. Risikoen er ekstra stor, når vi er i udlandet og udsættes for ”fremmede” bakteriemiljøer i både drikkevand og mad.
Andre årsager til diarré kan være:
- Et stort forbrug af alkohol eller kaffe
- Fødevareallergier
- Stress og angst
- En bivirkning af medicin
Symptomer på diarré
Man plejer at sige, at man har diarré, hvis man har et øget antal afføringer pr. døgn (mere end tre gange), og afføringen er løs eller vandig. Hos voksne forsvinder diarréen normalt inden for 2-4 dage. I nogle tilfælde kan det dog vare længere.
Hvis diarrésymptomerne varer mere end 24-36 timer, bør du søge læge. Det samme gælder, hvis den ramte er ældre eller et barn under 3 år. Især hvis der er andre symptomer, for eksempel høj feber. I de fleste tilfælde kan du dog benytte dig af håndkøbsprodukter fra apoteket til at behandle dig selv og komme af med diarréen.
Akutbehandling af diarré hos voksne
Med akutbehandling menes der behandling (sommetider din egen behandling af dig selv), du opsøger, når du er blevet ramt af diarré. Det er altså ikke det samme som at søge akut lægehjælp. Akutbehandlingen af diarré har i mange år bestået af et lægemiddel med loperamidhydrochlorid, der nedsætter peristaltikken (tarmens bevægelser) og også symptomerne – normalt inden for et par timer. Det er altid vigtigt at følge instruktionerne i indlægssedlen. Da tarmens normale peristaltik påvirkes, bør denne behandling ikke stå på i mere end 2 dage, da der ellers er risiko for, at du i stedet får forstoppelse.
Der findes en ny behandling til midlertidig diarré, racecadotril, der i stedet for at påvirke peristaltikken regulerer væskeniveauet i tarmen. Det gør, at man ikke risikerer at få forstoppelse, og du kan selv behandle i op til 3 dage. Spørg på apoteket, hvis du er i tvivl om, hvilket produkt du skal vælge.
Medicinteknisk behandling af diarré
En akutbehandling af diarré indebærer, at man i stedet for at begrænse tarmens normale peristaltik indkapsler de bakterier, virusser eller parasitter, der forårsager diarréen. På den måde uskadeliggøres selve kilden til diarré, og symptomerne kan straks forsvinde. Denne behandling foregår med en kombination af gelatine og cellulose, der tages i tabletform.
Da det ikke påvirker kroppen medicinsk, er behandlingen registreret som et såkaldt medicinteknisk produkt og kan også bruges til børn fra 3-måneders-alderen.
Diarré hos børn – akutbehandling af børn
I tilfælde af diarré hos børn under 3 år, især hvis der er andre symptomer såsom feber, anbefales det at spørge barnets læge til råds. Det er også muligt at købe produkter på apoteket til akutbehandling af diarré hos børn. Her bruges ikke loperamidhydrochorid til egen behandling af barnet, da dette stof påvirker tarmens normale peristaltik. I stedet kan man give en akutbehandling med kombinationen af gelatine og cellulose, der indkapsler de bakterier og lignende, der forårsager diarréen. Denne behandling kan gives fra barnet er 3 måneder.
Der findes mulighed for behandling med racecadotril, også til børn fra 3-måneders-alderen, men kun på recept. Kontakt lægen for at få flere råd til, hvordan du håndterer dit barns akutte diarré.
Dehydrering i forbindelse med diarré
Diarré og opkastninger kan føre til dehydrering. For voksne er det normalt nok at drikke vand, men man kan også drikke frugtjuice eller suppe. På apoteket kan man få væskeerstatning i pulverform, der opløses i vand og indeholder vigtige stoffer såsom salt, glukose og elektrolytter.
Den største risiko for børn med diarré er dehydrering, og det er derfor godt at være opmærksom på at give barnet meget væske. Selvom barnet kaster op, er det bedre at give små slurke vand end slet ingen væske. Du bør undgå at give barnet meget søde drikke, da det kan forværre diarréen. En velafbalanceret væskeerstatning er særlig vigtig for børn, svækkede personer, personer over 60 år eller personer med andre helbredsproblemer. Spørg gerne apotekspersonalet eller sundhedspersonalet til råds.
Sådan undgår du ”turistmave”
”Turistmave”, en klassisk årsag til akut diarré, er sikkert noget, vi alle gerne vil undgå, når vi endelig under os selv en skøn ferierejse. Uanset om du rejser til lande, hvor standarden for hygiejne er lavere, end du er vant til, eller hvor drikkevandet kan være forurenet, bør du undgå følgende levnedsmidler:
• Postevand
• Friskpresset juice
• Is og isterninger
• Skaldyr
• Æg
• Salater
• Rå eller utilstrækkelig tilberedt mad
• Skrællede frugter
• Mayonnaise
• Saucer
Forebyg diarré – og gå ikke på arbejde igen for tidligt
Du nedsætter risikoen for at få diarré som følge af madforgiftning ved hjælp af fornuftig fødevarehygiejne, for eksempel at vaske hænder og afvaskning af arbejdsborde og redskaber med varmt sæbevand. Opbevar aldrig rå og tilberedt mad sammen, og sørg for, at køleskabet har den rigtige temperatur, og at tilberedt mad afkøles hurtigt. Hvis nogen i din familie har fået diarré, bør I undgå at dele håndklæder, sengetøj, bestik og lignende med vedkommende.
Hvis du selv er ramt, kan du begrænse smittespredningen ved at vaske hænderne grundigt efter toiletbesøg og inden du spiser eller laver mad. Desinficer også toilettet efter hvert toiletbesøg, inklusive skylleknap og toiletsæde, for eksempel med en alkogel. Undgå drikke, der indeholder meget sukker (for eksempel sodavand), da det kan forværre diarréen. Ligeledes bør du fravælge fede, krydrede eller svært fordøjelige fødevarer, da de kan forværre symptomerne. Tag ikke på arbejde igen før 48 timer efter den sidste omgang diarré!