Inden for den naturtekniske verden taler man om stress som en kraft, der kan påvirke og ændre forskellige materialer. I biologi og medicin har udtrykket en helt anden betydning. I disse områder drejer det sig om kroppens reaktions- og tilpasningsevne. Det beskrives sommetider mere præcist som en negativ emotionel oplevelse, forbundet med biokemiske, fysiske, kognitive (f.eks. tanker, hukommelse, koncentration) og adfærdsmæssige ændringer. Disse er designet til enten at ændre den stressende begivenhed, at tilpasse sig eller håndtere dens konsekvenser.
Mange anser begrebet stress for at være indført i den medicinske og sundhedsfaglige sektor i 1930’erne af videnskabsmand Hans Selye. Konceptet har dog aldrig fået nogen klar definition. Med Selyes definition som “Kroppens reaktion på stress” er begrebet og dets konsekvenser meget individuelle og forskelligartede.
På grund af den manglende ensartethed i definitionen, bliver begrebet brugt til at beskrive og forklare en lang række helbredsmæssige problemer. De fleste forklaringer har dog det tilfælles, at de er interesserede i de situationer, hvor miljøkrav er udfordrende og overstiger et individs evne til at tilpasse sig. Dette resulterer i psykologiske og fysiske reaktioner, der gør den enkelte mere sårbar over for sygdomme.
De to mest dominerende forklaringsmodeller, der opstod efter Selye, er opfattelsen af stress som et biologisk alarmsystem, som en reaktion på ydre trusler, og stress som følge af en ubalance mellem ressourcer og krav.
Forskning har vist at stress, som det fremgår af ovennævnte modeller, bidrager betydeligt til en række sundhedsmæssige problemer og deres konsekvenser.
