Smitten overføres via blod og kropsvæsker, oftest gennem samleje, men uheldigvis også gennem blodtransfusioner. Der er – og har længe været – en global HIV-epidemi, og mange ulande er meget hårdt ramt. Der findes ingen vaccine mod sygdommen og HIV/aids forsvinder aldrig fra kroppen, men medicinen i dag kan hjælpe med at bremse infektionen aids.
Før rejsen
I mange lande uden for Europa er risikoen for HIV-smitte og andre seksuelt overførte sygdomme høj. Dette betyder dog ikke, at man kun skal tænke over denne sygdomsgruppe, når man rejser udenlands. Men det kan være rart at vide, hvilke lande der har en høj forekomst af visse sygdomme.
Hvad er HIV?
HIV er en infektionssygdom, der skyldes en virus (Human Immundefekt Virus), der skader kroppens immunforsvar. Virussen lagres i kroppens arvemateriale, hvilket gør den både smitsom og uhelbredelig.
Uden lægemidler udvikles HIV til sygdomsstadiet aids, der er dødelig.
Hvordan smitter HIV?
HIV smitter via kropsvæsker og blod, hvor den mest almindelige smitteoverførsel er samleje. HIV kan dog også smitte via blodtransfusioner og usteriliserede nåle. En HIV-smittet kvinde kan risikere at smitte sit barn under fødslen. Sygdommen smitter dog ikke ved social kontakt, men på følgende vis:
- Ved ubeskyttet samleje med en person, der har hiv (oral-, anal- og vaginalsex).
- Ved blodtransfusion af inficeret blod.
- Ved deling af sprøjter.
- Ved fødslen samt under amning kan moderen smitte sit barn.
Hvordan og hvornår smitter HIV ikke?
HIV smitter IKKE ved berøring, kærtegn, kys, insekter som myg og flåter samt bestik, mad, drikke og andre ting man blot har berørt eller haft i munden. Man kan eksempelvis ikke blive smittet i bad, svømmehaller, toiletter og saunaer.
Man kan sagtens omgås en person der er HIV-smittet, uden nogen som helst fare for at blive inficeret. Man kan sagtens både kysse, kramme, kæle, drikke af samme glas og spise af samme tallerken samt sove i samme seng og røre ved hinanden, uden at virussen bliver overført. Ydermere er smittefaren hos en HIV-smittet person yderst lille, hvis denne er i behandling.
Symptomer på HIV
Det kan tage flere år, fra man bliver smittet til symptomerne viser sig. De mest almindelige symptomer ved den såkaldte primærinfektion er en periode med feber, ondt i halsen, opsvulmede lymfekirtler, udslæt og svamp i munden.
I det senere stadie af sygdommen udvikles sekundærinfektioner og en sygdomstilstand, der kaldes aids.
Hvordan ved man, om man har HIV?
Den eneste måde at få klarlagt, om man har HIV eller ej, er ved at tage en HIV-test. Det er meget vigtigt at man får testet sig selv, hvis man mener man har udsat sig selv for en smitterisiko. Jo tidligere symptomerne opdages, jo bedre er oddsene for en positiv behandling og en minimeret risiko for spredning. Det er også vigtigt, da man i så fald kan få hjælp til den uro og angst, der ofte følger med tanken om at man er ramt af denne virus.
En HIV-test er en blodprøve, der tages fra en vene i armen eller et stik i fingeren. De testmetoder der generelt benyttes i Norden er kombinationsteste, der påviser både virussens antigener (en del af virussen) og antistoffer (stoffer, kroppen producerer for at komme af med virussen). At påvise antistoffer er den mest nøjagtige metode at diagnosticere HIV på. Antigentesten anvendes blot for at påvise, hvor langt henne i virusforløbet man er, og tages først egentligt i betragtning, hvis man viser symptomer på primærinfektionen.
Den blodprøve der tages i armen, sendes til analyse i et laboratorium, og man har som regel svar inden for en uge. Stikprøven i fingeren er en hurtig prøve, der analyseres med det samme, og man vil derfor få svaret inden for et kvarters tid.
Et negativt testresultat betyder, at der ikke har kunnet påvises antistoffer for HIV i blodet, hvilket betyder at man ikke er smittet. Det kræver dog, at der er gået noget tid efter den mulige smitterisiko, da kroppen ellers ikke vil have produceret nok antistoffer.
Et positivt testresultat betyder, at der har kunnet påvises antistoffer for HIV i blodet. Dette tyder på at man er blevet smittet, men en verifikationsprøve kræves for at kunne stille diagnosen.
Ønsker man at tage en HIV-test, kan dette gøres gratis og anonymt på enhver lægeklinik. Det anbefales dog at gøre dette på en klinik eller hospitalsafdeling, der specialiserer sig i seksuelt overførte sygdomme.
Behandling af HIV
Som følge af HIV-smitte vil man få skader på sit immunsystem. Skaderne udvikles langsomt, men for at beskytte immunforsvaret igangsættes behandlingen så tidligt som muligt. Der findes i dag ingen helbredende behandling, men antiretroviral medicin kan mindske mængden af virus i kroppen samt bremse sygdommen. Man kan i dag nøjes med blot en enkelt, daglig pille, hvor det for 30 år siden ikke var ualmindeligt med op til 20 piller dagligt med en vifte af bivirkninger. Lægemidler mod HIV er gratis.
Tilgængeligheden af HIV-midler er øget kraftigt de seneste ti år. De lægemidler der i dag benyttes, er langt mere effektive og har kun en brøkdel af bivirkningerne. For at hæmme virusproduktionen mest muligt, er en kombination af forskellige antivirale lægemidler anbefalet. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at HIV-behandlingen påbegyndes så tidligt som muligt og for visse grupper gerne omgående efter diagnosen er blevet stillet.
Antivirale lægemidler
Det er lægens opgave at finde den kombination af lægemidler, der passer patienten bedst. De antivirale lægemidler der findes i dag, kan inddeles i seks grupper:
- Nukleosid analoger eller NRTI (nucleoside reverse transciptase inhibitor) forhindrer enzymet transkriptase i at omdanne HIV-RNA til HIV-DNA. Lægemidlet fungerer som falske byggesten, der derved hæmmer opbygningen af inficeret arvemateriale. Dette gør at virussen ikke kan samarbejde med værtscellens arvemasse.
- Non-nukleosid analoger eller NNRTI (non-nucleoside reverse transciptase inhibitor) hæmmer enzymet omvendt transkriptase uden at fungere som falske byggesten.
- Proteasehæmmere hæmmer HIV-specifik protease; et enzym der gør nye HIV-proteiner og -enzymer der dannes i værtscellen, funktionsdygtige.
- Integrasehæmmere modvirker enzymet integrase, så virussets arvemasse ikke kan samles med værtscellens arvemateriale.
- Fusionshæmmere forhindrer viruspartiker i at smelte sammen med friske celler, hvorved infektion af nye celler bliver modvirket.
- Co-receptorhæmmere forhindrer, at HIV sætter sig fast på friske celler, hvilket forhindrer friske celler i at blive inficeret.
Desuden findes et antal kombinationspiller, der indeholder flere antivirale lægemidler i samme pille. Dette muliggør en effektiv HIV-behandling med få piller.
Patientrådgivningen
De senere år har HIV-patienter fået mere opmærksomhed på sygehusene. Her er nogle vigtige punkter fra patientrettighederne:
- Lægepersonalet har pligt til at møde patienten med respekt og omtanke. Man har ret til at stille spørgsmål og modtage svar, samt så vidt muligt at få sine ønsker og forslag opfyldt omkring sit behandlingsforløb.
- Man har frit valg til at vælge hvor og af hvem, man vil behandles samt være med til at bestemme sit behandlingsforløb. Lægen har pligt til at forklare, hvorfor man modtager en bestemt behandling og hvorfor den er det bedste valg. Lægen skal også informere om de alternative behandlingsmetoder, man ikke har valgt at benytte sig af.
- Man har ret til at få tildelt informationen, så den er forståelig for patienten.
- ”Second opinion”: ved alvorlig sygdom har man ret til at komplimentere sin læges råd og valg af behandling med en anden læges bud på samme. Det kan være en specialistlæge fra en anden klinik eller sygehus. Det er ikke ikke uvant eller underligt, at man beder om en anden læges bedømmelse – det er trods alt patientens helbred, det handler om. Ønsker man en second opinion, bør man tage en snak om dette med sin læge, der dernæst kan videresende journalerne til den anden læge.
Infektiviteten af HIV i behandling
Ud fra et videnskabeligt synspunkt mener man, at smitteevnen hos en HIV-patient i behandling er som følger:
- Ved samleje uden kondom er smitten meget lav, mens den ved brug af kondom pratisk talt er lig nul, både ved vaginalt og analt samleje. Dette gælder dog kun under forudsætningen, at begge parter ikke er inficerede med andre seksuelt overførte sygdomme.
For blodbåren smitte mellem personer, der deler sprøjter og lignende, bedømmes risikoen at være stærkt minimeret under behandling af sygdommen.
Risikoen for perinatal smitte (smitte under fødslen) er i dag meget lav, hvis moderen er påbegyndt behandling i god tid før fødslen.
For at en patient menes at være under en kontrolleret behandling kræves følgende:
- Patienten opretholder et godt kommunikationsforhold med sin læge.
- Patienten bør have mindst to på hinanden følgende virusmålinger (3-6 måneders mellemrum), med resultater under det lavest påviselige niveau.
- Patienten må ikke være bærer af andre seksuelt overførte sygdomme.
