Tema kræft del 2: Fakta om de mest almindelige kræftformer. Diagnose, behandling. Livet med cancer

Mange former for kræft tager lang tid om at udvikles.

Det kan tage 20 år eller mere fra at den første syge celle dannes, til man opdager en kræftknude. Det tager derfor ofte også lang tid inden man får gener og symptomer.

Bør kontrolleres af læge

Følgende gener bør undersøges af læge:

 

• Knude i brystet, eller andre steder på kroppen, for eksempel i armhuler, lysken, testiklerne eller på halsen.
• Sår som ikke vil hele.
• Blødninger uden kendt årsag, for eksempel at man hoster blod op, blod i urinen, blod i afføring, blødninger mellem menstruationer eller blødninger fra underlivet hos kvinder der har passeret klimakteriet.
• Hoste eller hæshed der ikke forsvinder, eller som ikke har en klar sammenhæng med en infektion eller forkølelse.
• Besvær med at synke, der ikke har en klar sammenhæng med halsinfektion.
• Ændrede afførings vaner hos især ældre mennesker, for eksempel langvarig forstoppelse eller diarre uden årsag.
• Problemer med vandladning, der ikke skyldes urinvejsinfektion, for eksempel problemer med at begynde at urinere, tynd stråle, ældre mænd der skal urinere med korte mellemrum.
• Modermærke der forandres, bliver uregelmæssigt, skifter farve, begynder at vokse, begynder at bløde eller klø.
• Langvarig feber man ikke kender årsagen til.
• Nedsat appetit og vægtnedgang uden kendt årsag.
• Uklare symptomer fra nervesystemet, for eksempel længerevarende smerter, følelsesforstyrrelser, pludselig fumlet/ klumpet, personlighedsforandring som man ikke kender årsag til.
• (kilde: Sv Cancerfonden)

 

Nedenfor kan du læse om behandlinger, symptom og fakta for følgende kræftsygdomme: Brystkræft, prostatakræft, lungekræft.

Brystkræft

Risikofaktorer

Arvelighed

5-10 % af dem, der får brystkræft, har en medfødt arvelig genetisk forandring i deres gener. I de seneste år har forskere fundet ”brystkræft gener” (BRCA-1 og -2), når disse ændres, angiveligt også sammen med andre gener, kan det skabe både brystkræft og kræft i æggestokkene. Denne genetiske forandring kan nedarves både fra mor og far, og den arvelige brystkræft udvikles oftest tidligt i livet, gennemsnitsalderen er omkring 38 år. Har man en mor, moster, søster eller faster der har fået brystkræft tidligt i livet, er det en god ide at blive undersøgt regelmæssigt. 

Hormonbehandling

Der findes en forhøjet, men lille, risiko for at få brystkræft når man har spist P-piller i mange år (8-12 år), og har man har fået østrogenbehandling under klimakteriet, øger risikoen med længden på behandlingen. Det er formentligt gestagentilskuddet der øger dette fænomen, mens østrogen i sig ikke giver nogen effekt på brystcelletætheden. I dag anbefales det at bruge hormonbehandling i så kort tid som muligt, i maks. fem år, og kun mod klimakterie besvær, så som svede- og hedeture og søvnløshed.

Øvrige faktorer

Kvinder der ikke har fået børn, eller får barn sent i livet har noget større risiko for at udvikle brystkræft. Sammenhængen er, at hvis kvinden har ægløsning og menstruation år efter år, uden afbrydning af en graviditet, udsættes vævet i brysterne for konstant hormonpåvirkning der giver vækststimulering, cellerne deler sig ofte og bliver dermed mere modtagelige for kræftudvikling. Et stort alkohol-indtag har i visse studier også vist en øget risiko for brystkræft.

En del forskere hævder, at der findes kvinder med medfødte defekter i nedbrydelse af skadelige stoffer. Hos disse kvinder kan de giftige stoffer i tobaksrøgen påskynde udviklingen af brystkræft og andre tumorer.

Tidlige tegn på brystkræft

Når man mærker sine bryster igennem skal man være opmærksom på følgende symptomer:

• En eller flere knuder i brystet eller i armhulen. Det er svært selv at afgøre om det er lymfeknuder der er forstørrede, bindevævsknuder, eller hævede brystkirtler. Derfor er det bedst at hurtigst muligt at bestille en tid til ultralyd eller mammografi af brysterne.
• At brystet er blevet større eller føles hårdere.
• At huden får større porer eller bliver bulet.
• At huden er hævet eller rødlig.
• At der kommer blod eller anden væske fra brystvorten.

Undersøgelser

• Mammografi er en røntgenundersøgelse, der viser fortætninger af celler i brystvævet.
• Ultralyd bruges mere og mere som et komplement til mammografi. Ultralyden kan kortlægge utydelige forandringer på en tydeligere måde end mammografi, og bruges ofte på kvinder der har bryster der er svære at fotografere på grund af meget kirtelvæv.
• Finnålsaspirat eller biopsi. Er lægen det mindste i tvivl efter at der er taget røntgenbillede eller ultralyd, anbefaler lægen at man går videre og få lavet et finnålsaspirat, hvor man stikker en tynd nål ind i knuden og tager celler ud for mikroskopisk undersøgelse. Denne undersøgelse er ikke forbundet med et stort ubehag.
• Hvis hverken mammografi eller biopsi giver klarhed, laver man ofte et lille indgreb under fuld nakose, hvor man fjerner den lille del af brystet, hvor forandringerne sidder. Hvis det viser sig, at knuden var ufarlig, vil dette indgreb ikke efterlade sig noget spor, når vævet er helet.

Behandling

• De små lav-maligne tumorer bliver bortopererede, man har et nøje udregnet marginal til det friske væv. En lille tumor, der er opdaget ved mammografi og ikke er spredt til lymfeknuderne, har en god prognose. 
• Ca. 70 % af de kvinder der bliver opererede, opereres med brystbevarende kirurgi, man bibeholder store dele af det tumorberørte bryst. Selvfølgelig må kvinden selv bestemme. Det forekommer at kvinder, til trods for en god prognose, vælger at få hele brystet opereret væk. Ofte kompletterer man operationen med strålebehandling og/eller behandling med hormon blokerende lægemidler. Det bliver normalt givet i under fem år (se mere om lægemidler mod bryst kræft)
• I den anden ende af sværhedsgraden af tumorer, er de hurtigvoksende, med stor sprednings risiko. Men også en stor del af de kvinder der får ondartede tumorer med spredning til lymfeknuderne, klarer sig fra at få tilbagefald. Hvis tumoren er stor, eller der er flere knuder i brystet, laver man en større operation, hvor hele brystet og en del af lymfeknuderne i armhulen fjernes.
• Lymfeødem, hvor armen hæver op fordi lymfedrænet i armen er forringet, er i dag ikke noget stort problem. En metode der kaldes sentinel node har bidraget til denne forbedring. Hvis tumoren er lille, tager man kun portvagt-lymfekirtlen, indeholder den ikke nogen tumorceller, bortopererer man ikke flere kirtler.  
• Alle kvinder, der får hele brystet bortopereret, har ret til at få en bryst-rekonstruktion af det offentlige. Det mest almindelige er, at man indlægger et implantat med saltvandsopløsning, men der findes også mere avancerede metoder, hvor man transplanterer kroppens eget væv. Det er dyr operation og ret krævende for patienten, men resultatet kan blive meget fint.
• Strålebehandling, som har til opgave at slå kræftcellerne ihjel, der kan være tilbage i området efter en operation, er også udviklet og forædlet. Skader i huden er et meget lille problem, ved de doser, man bruger i dag.
• Kemoterapi, cytostatikabehandling eller cellegift, har en skræmmende betydning for mange. Men dagens cytostatiske behandling er betydeligt mere skånsom, og meget mere effektiv, end før i tiden. Behandlingen giver en del bivirkninger, men ikke i den udstrækning mange tror. Kvalme, som mange er bange for, er det lykkedes at modvirke og afhjælpe. Der findes meget gode lægemidler man kan få, og derfor er det meget udsædvanligt at kvinder kaster op i forbindelse med kemo. Almindeligvis behandler man med seks til otte cytostatiske behandlinger, med ca. tre ugers mellemrum. Lægemidlet indgives i drop og derefter kan man tage hjem. Mange oplever at de bliver trætte mellem behandlingerne og en del kvinder får et midlertidigt hårtab. 

Lægemidler mod brystkræft

Der findes et stort arsenal af lægemidler ved udbredt brystkræft, og man prøver at lave en så individuel og optimal behandling som muligt for hver patient. Det betyder at mange kan leve et meget godt liv i mange år, selvom de ikke kan kureres.

De nyeste behandlingsprincipper kaldes angiogeneshæmmere. Bevacizumab (avastin) er et antistof der hæmmer dannelsen af nye blodkar til kræftknuden og derved ”sulter” tumoren ihjel. Tumoren bliver samtidigt mere modtagelig for cytostatika og kræftcellernes mulighed for at sprede sig via blodet til andre dele af kroppen, nedsættes.

Ca. 20 % af alle kvinder der får brystkræft får en speciel kræftform der hedder, HER2-positiv brystkræft. Sygdommen forekommer oftest hos yngre kvinder. Den er mere aggressiv end andre kræftarter, med hurtige indsættende sygdom og flere tilbagefald.

HER2 er en receptor (et protein), som findes i alle kroppen celler. Antistoffet Trastuzumab (Herceptin) binder sig til HER2-receptorerne i cellevæggen, herved blokerer den signalet om celledeling og vækst. Lægemidlet påvirker også det egne immunsystem, der begynder at angribe de døde tumorceller. Herceptin kan også forstærke forskellige slags cytostatika. Flere store studier har vist at tidlig behandling med herceptin nedsætter risikoen for tilbagefald med 46 og 52 procent.

Præparatet taxotere (Docetaxel) kan forbedre prognosen hos kvinder med udbredt brystkræft, når det bruges som et tillæg til kemoterapi.

Nogle former for brystkræft er afhængige af de kvindelige kønshormoner, først og fremmest østrogen, for at kunne vokse. Derfor bruger man lægemidler der stopper østrogenets effekt og hæmmer tumoren. Det mest almindelige præparat er Tamoxifen, der tilhører gruppen SERM (selective estrogen receptor modulators). Finessen med midlet er, at det har antiøstrogene virkninger i brystet men østrogene virkninger i resten af kroppen. Flere studier har vist, at det har en beskyttende effekt mod osteoporose (knogleskørhed) og evt. også med hjerte-kar sygdomme. Derimod modvirker det ikke mod svedudbrud i klimakteriet. Bivirkningerne er milde, mest svedudbrud og ødem, for eksempel i benene.

Aromatasehæmmere er et andet ”antiøstrogen” middel det har vist sig at have god effekt. En anden interessant behandlingsmodel der har vist sig at modvirke tilbagefald og forlænge overlevelsen, er tamoxifen i to til tre år og derefter aromatasehæmmere lige så længe. Aromatasehæmmere har få bivirkninger, den mest generende er nok ledsmerter.

Mammografi reder liv

Mammografi reder liv da vi har et mammografi-program, og bruger den bedste behandling der findes. Men mammografien får også meget kritik, både i Danmark og andre lande. Blandt andet har forskere gennemgået brystkræftstatistikker i fem lande og er kommet frem ti, at en ud af tre tumorer, der er fundet ved hjælp af mammografi, aldrig ville have givet symptomer og derfor er behandlet unødvendigt!

I klar tekst betyder det at de ”venlige” tumorer bliver behandlet med operationer, stråling, cellegifte og andre mediciner, til trods for at kvinderne aldrig ville have blevet syge eller risikeret at dø af brystkræft. 

Fakta: Prostatakræft

Risikofaktorer

Årsagerne til prostatakræft er endnu ikke helt klarlagte.

Det mandlige kønshormon testosteron er en forudsætning for at prostatakræft kan opstå. Der findes en arvelig faktor. I familier hvor to eller tre nære familiemedlemmer har fået konstateret prostatakræft, bør sønnerne få lavet en PSA-prøve ca. ti år før den alder, hvor familiemedlemmerne fik konstateret prostatakræft. 

Hvad er en prostata og hvilken funktion i kroppen har den?

Prostataen sidder lige nedenfor urinblæren og omslutter urinrørets øvre del. Kirtelen har flere funktioner, den producerer væske, som bliver blandet med spermierne når manden får udløsning og øger spermiernes rørlighed. Væsken beskytter også mod infektioner i underlivet.

Hvor almindeligt er prostatakræft?

Prostatakræft er den mest almindelige kræftform blandt mænd. Prognosen er ofte god, men mange dør stadig hvert år. En anledning er, at kræften ofte har nået at udvikle og sprede sig, inden den bliver opdaget og behandling påbegyndt.

Hvad er symptomerne?

Prostatakræft giver sjældent nogle tidlige symptomer. Først når tumoren har vokset sig så stor at den trykker på urinrøret, så urinstrålen bliver tynd og man får besvær med vandladning, er symptomerne så kraftige at der søges lægehjælp. Disse problemer kan mænd også opleve ved godartet prostataforstørrelse og forskellige inflammationstilstande i prostata. Godartet prostataforstørrelse leder ikke til prostatakræft! Prostatakræft udvikles i en anden del af prostataen i 90 % af de årlige tilfælde. Men alle mænd, der får problemer med vandladning bliver også undersøgt for kræft, da symptomerne for forstørret prostata og prostatakræft kan være lig hinanden. I nogle tilfælde kan både forstørret prostata og prostatakræft forekomme samtidigt. Nogle gange kommer der først symptomer for prostatakræft, når den har spredt sig ud til andre organer. Det er mest almindeligt at kræftceller spreder sig til knoglerne og giver symptomer som rygsmerter.

Hvordan stilles diagnosen?

Undersøgelsen består i at lægen mærker prostata igennem (via endetarmen). Det gør ikke ondt og føles mindre ubehageligt hvis man slapper af. Man kan også gå videre med ultralyd og analyse af PSA (prostataspecifik antigen, et emne der dannes i prostataens kirtelceller) gennem en blodprøve. Ved godartet prostataforstørrelse er PSA-værdierne oftest kun lidt for høje, men ved prostatakræft sker lækage af PSA fra tumorvævet ud i blodbanen, der leder til højere værdier. Hvis man mistænker prostatakræft, tager man en prostatabiopsi, en celleprøve gennem finnålsaspirat.

Vokser prostatakræft hurtigt?

Der findes prostatakræft der vokser meget langsomt, og der findes nogle der vokser hurtigt og lettere spreder sig til andre organer. Et højt PSA ved diagnosticering øger risikoen for at enkeltceller spreder sig ud i kroppen.

Hvordan behandles sygdommen? Er der smertefulde bivirkninger? 

Behandlingen afhænger af om tumoren er spredt til andre steder i kroppen, eller om den er begrænset til prostatakirtelen. Ved valget af behandling opvejer man hvor stor gavn behandlingen vil have i forhold til mængden bivirkninger, hvis tumoren vokser meget langsomt kan man vælge at vente og se, eller slet ikke at behandle (”expektans”, ”vent og se”, ”watchful waiting”).

Operation:
Hvis tumoren ikke har spredt sig væk fra prostata, kan man bortoperere hele prostatakirtelen, oftest vil det lede til at man bliver rask. Men dette er et ret stort kirurgisk indgreb, som hos mange leder til impotens, det vil sige at manden ikke længere kan få rejsning. Det sker, da de små nervetråde der går ud i svulmelegemerne i penis kan skades. Der findes mulighed for at behandle den type af impotens gennem blandt andet tabletter eller injektion direkte i svulmelegemerne.

Strålebehandling:
Hvis tumoren er lille og ikke har spredt sig, er strålebehandling et alternativ til operation. Afhængig af tumorens størrelse og aggressivitet vælger man forskellige typer strålebehandling. Man kan vælge mellem ydre (ekstern) stråling eller indre strålebehandling (brakyterapi). Den indre behandling gennemføres ved at et radioaktivt præparat føres via nåle med hul i ind i prostatakirtelen. Man får rygmarvsbedøvelse eller lægges i narkose. Små og godartede tumorer kan brakyterapibehandles med noget der kaldes seeds. Man lægger et antal radioaktive korn permanent ind i kirtlen. Strålebehandling kan ikke mærkes, men kan give bivirkninger, da også friske celler bliver skadede. Man kan få problemer med urinladning og diarre. Cirka halvdelen får impotens indenfor et år efter strålebehandling. 

Strålebehandling kan kombineres med hormonel behandling (se nedenfor).

Hormonelbehandling: 

Kræftcellerne, også dem der har dannet metastaser udenfor prostata, skal bruge testosteron for at vokse. Derfor kan prostatakræft i alle stadier, behandles ved at forhindre kroppen i at danne testosteron. Behandlingen kan ske på flere forskellige måder.   

• Man kan fjerne testiklerne, gennem kastrering, en simpel operation som kan udføres i lokalbedøvelse og som kun kræver nogle timers ophold på sygehuset. Produktionen at testosteron stopper helt, men samtidigt stopper også lysten og evnen til at have samleje. Mænd kan også få hede- og svedeture ligesom kvinder får i klimakteriet, derimod bliver stemmen og skægvæksten ikke påvirket.
• I dag bruger man oftest kemisk kastration, ved at give lægemidler der påvirker hormoncentret i hjernen. Behandlingen gives i form af en injektion en gang i måneden, eller en gang hver tredje måned, og har den samme effekt og de samme bivirkninger som kirurgisk kastrering.
• En anden mulighed er at give det kvindelige kønshormon østrogen i form af injektion, en til to gange i måneden. Også denne behandling leder til sidst til impotens.
• Yderligere en måde at behandle prostatakræft er med en ny type af antihormoner, såkaldte antiandrogener (ligner den antiøstrogen behandling man giver til kvinder med brystkræft). Antiandrogener gives i form af tabletter. Da de mandlige kønshormoner stadig dannes, stopper sexlysten oftest ikke og muligheden for at have samleje bibeholdes.

Cytostatikabehandling:

Hvis sygdommen ikke kan bremses med hormonelbehandling, kan man kombinere behandlingen med cellegifte, såkaldte cellehæmmende lægemidler, kemoterapi (cytostatika). Disse gives i drop med nogle ugers mellemrum. Bivirkningerne (som forsvinder når behandlingen afsluttes) kan være kvalme, hårtab, og nedsat immunforsvar.

Også for højrisiko patienter med prostatakræft der har metastaseret, findes der i dag håb. Den aktive substans i Taxotere, Docetaxel, der kommer fra takstræets bark, har vist en tydelig nedsat dødelighed, sænket PSA-værdi og givet smertelindring. Patienter kan ikke kun leve længere, de har det også bedre.  

Fakta: Lungekræft

Hvert år dør ca. 4000 mennesker af lungekræft i Danmark. Lungekræft er mest almindeligt blandt mænd, men også flere kvinder rammes af sygdommen. De fleste patienter er over 60 år eller ældre, men der er også yngre patienter blandt tilfældene. 

Risikofaktorer

Rygning er skyld i de fleste tilfælde af lungekræft, og i 80 % af alle tilfælde skyldes det rygning. 

De andre tilfælde skyldes ofte asbest, men også andre arbejdsmiljøfaktorer, stråling og kemikalier er bag nogle af tilfældene. 

Kombineres risikofaktorerne, er der meget større risiko for at man får lungekræft. Især kombinationen af asbest og rygning, eller radonstråling og rygning giver en meget større risiko, end de gør hver for sig. 

Forskellige slags lungekræft

• Småcellet lungekræft, som vokser hurtigt og som ofte har spredt sig, når den bliver opdaget. 
• Ikke-småcellet lungekræft. Her er flere undergrupper, og de to mest almindelige er adenokarcinom og pladeepitelkarcinom.

Symptomer

• Hoste er det mest almindelige symptom. Det kan være tør hoste, eller hoste med slim, som indeholder blod. Man skal altid tage til læge, hvis man hoster blod op.
• Åndenød i hvile eller ved let anstrengelse, kan være et symptom på lungekræft.
• Smerter i brystet, kan også være et tegn på lungekræft – ligesom et pibende eller hvæsende åndedræt.
• Lungebetændelse med feber, kuldegysninger og svedture er også symptomer på lungekræft, hvis tumoren sidder i et luftrør. 
• Dårlig appetit, og at man taber sig er et symptom som kommer senere i sygdommen. 

Undersøgelser

Det første man gør, er at røntgenfotografere lungerne, og langt de fleste tilfælde kan ses på røntgenbillederne. Både hvor kræften er placeret, og hvor stor tumoren er, kan man som regel se på røntgenbillederne. Små tumorer kan dog være svære at se. En CT-scanning er også en normal undersøgelse, og en PET-scanning, så man kan se om kræften har spredt sig til andre dele af kroppen. 

Behandlinger

Patienter med lungekræft tilbydes ofte en operation. En tredjedel af patienter med nyopdaget lungekræft kan opereres. Det er dog en forudsætning at tumoren opdages i et tidligt stadie. 

Hvis tumoren er tydeligt begrænset til en af lungelapperne, fjerner man ofte denne. Hvis kræften findes i flere af lungelapperne, fjernes hele lungen. 

Strålebehandling kan anvendes i nogle tilfælde, enten alene eller sammen med kemoterapi. En relativ ny metode for strålebehandling er brakyterapi også kaldet indre stråleterapi. En lille radioaktiv kilde placeres i et kateter midt i tumoren. Behandlingen gentages to til tre gange med en uges mellemrum. Fordelen er at det bliver en meget høj stråledosis i tumoren, men ikke i det friske omgivende væv. 

Kemoterapi medfører ofte at kræften mindskes. For nogle patienter kan det også betyde at de bliver helt fri for sygdommen. 

I dag kan man også behandle ikke-småcellet lungekræft med et nyt slags lægemiddel (EFGR-tyrosinkinase–hæmmere). Nogle patienter reagerer rigtig godt på denne behandling. For nylig er en anden slags væksthæmmere blevet godkendt, VEGF. De forhindrer dannelsen af nye blodkar, og hæmmer derfor også tumorens vækst.