Hvordan opstår diskusprolaps
Rygraden består af en masse ryghvirvler (24 + kors- og haleben), der alle adskilles fra hinanden af bruskskiver; de såkaldte diske. Ved en diskusprolaps brister denne støddæmpende disk, der derved vokser eller forskydes. Dette skaber et tryk på nerverne i rygsøjlen, hvilket er smertefuldt, til tider helt ned i benene.
Almindelige symptomer på diskusprolaps
- Rammes man i den nedre del af ryggen, lændehvirvelsøjlen, føles dette oftest som en generende smerte helt ud i benene. Smerten intensiveres hvis man holder benene strakte og bøjer sig fremover. Diskusprolaps i lænden kan påvirke iskiasnerven, hvorved iskiassmerter opstår. Man kan i værste fald miste følelsen omkring endetarm og kønsorganer samt miste følelsen af at skulle på toilettet. Disse symptomer er dog alvorlige og indebærer ofte, at man skal opereres hurtigst muligt. Opleves disse symptomer, kontakt da straks læge.
- Diskusprolaps i nakken kan give smerter, der spreder sig til arme og nogle/alle fingre. Et andet kendetegn er ofte, at smerterne i arme og fingre bliver behageligt reduceret, når man støtter sin nakke med sine hænder.
Alvorlige symptomer – søg læge straks!
- Er man ramt af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen og oplever ekstra tyngde i sine ben, skal man straks søge læge.
- Er man ramt af diskusprolaps i lændehvirvelsøjlen og oplever, at følelsen i kønsorganerne og endetarmen er påvirket, er det et alvorligt tegn på, at der skal søges læge – sandsynligvis med operation til følge.
Undersøgelse af diskusprolaps
Det er vigtigt at få stillet den rette diagnose på at så tidligt et stadie af forløbet som muligt, da flere andre sygdomme kan give lignende symptomer. Lægen vil undersøge, hvor på rygsøjlen smerten er, og eventuelt om denne spreder sig til arme eller ben. Ved mistanke om diskusprolaps i lændehvirvelsøjlen vil følgende blive undersøgt:
- Reflekser i benene.
- Følelser i ben og underliv.
- Endetarmsmusklen (hos mænd også prostata).
- Lokalisering af smerter.
- Fremkalde iskiassmerter ved at løfte benene i liggende tilstand.
Er der mistanke om at problemet sidder i halshvirvelsøjlen, vil tilsvarende undersøgelser blive gjort for armene.
Er smerten ikke forsvundet efter 4-6 uger, bør lægen henvise til scanning.
Behandling af diskusprolaps
En diskusprolaps heler oftest af sig selv efter 1-3 måneder. Ønskes smertestillende medicin, findes disse samt antiinflammatoriske lægemidler receptfrit på apoteket. Dette kan med fordel kombineres med behandling af enten en kiropraktor, fysioterapeut eller anden fagperson. Oplever man stærke smerter, er det muligt at blive sendt til operation; de fleste oplever bedring eller helbredelse efter en operation.
Gode råd
Oplever man smerter, anbefales det at motionere som meget som mulig, selvom det kan synes ubehageligt.
- Undgå at være sengeliggende – bevægelse heler.
- Undgå at sidde for længe ad gangen.
- Gå gerne ture og træn ryg- og benmuskler.
- Forsøg at finde en smertefri stilling at hvile i.
- Ved diskusprolaps i halshvirvelsøjlen: hold omkring nakken med hænderne for at lindre smerten i armene.
Søg læge hurtigst muligt hvis:
- Et barn under 18 har meget ondt.
- Hvis du ikke oplever følelsen af at skulle på toilettet – specielt hvis du ikke kan holde det inde.
- Hvis du oplever følelsesløshed i kønsorganer eller endetarm.
- Hvis du oplever en stikkende/følelsesløs/svag fornemmelse i benene.
- Hvis du oplever problemer med balancen og/eller ikke kan kontrollere dine fødder.
- Hvis du oplever akut smerte efter en ulykke.