Den mest udbredte form for demens er Alzheimers sygdom. Jo før sygdommen konstateres, jo bedre er mulighederne for at lette sygdomsforløbet ved at sætte behandling ind på et tidligt stadie.
Det er smertefuldt som pårørende at se ens kære miste hukommelsen og andre vitale evner. Sygdommen har på den måde også store samfundsmæssige omkostninger.
Demens – flere forskellige sygdomme
Demens er en fællesbetegnelse for en række sygdomme, herunder Alzheimers sygdom som mest almindelige. Hjernens højere funktioner er normalt opdelt i tre områder – emotionelle (følelser), konitive (vilje, planlægning og strategi) og kognitive (hukommelse, perception og sprog).
Ifølge lægernes diagnostiske værktøjer (ICD-10) defineres demens som “en person som rammes af svigtende hukommelse og nedsat funktion i mindst én anden kognitiv funktion samt ændret følelsesmæssig kontrol eller motivation eller social adfærd.”
Demens forekomst og årsager
Demens påvirker alle aldersgrupper, men risikoen for at rammes af demens øges kraftigt med alderen. Ca. 1 % af 65-årige og 20% af 85-årige har demens.
De mest almindelige årsager til demens er:
- Nervesygdom (f.eks. Alzheimers sygdom .
- Vaskulære ændringer i hjernen.
- Fysisk skade (traume).
- Hydrocephalus.
- Tumor.
- Infektion /inflammation.
- Misbrug.
Alzheimers sygdom – symptomer
De forskellige demenssygdomme har forskellige symptomatologier.
De typiske symptomer og tegn på Alzheimers er:
- Gradvist tiltagende og langsomt forringet almen tilstand.
- Tidlige hukommelsesforstyrrelser.
- Vanskeligheder ved at lære nyt.
- Besvær med at bedømme afstande og størrelser (visuospatial evne).
- Manglende evne til at udføre koordinerede bevægelser.
- Manglende evne til at genkende og fortolke forskellige sanseindtryk.
- Taleforstyrrelser – besvær med at udtrykke sig i tale.
Foruden disse symptomer kan følelsesmæssige og adfærdsmæssige symptomer forekomme mere eller mindre udtalt. Der er også andre lidelser, som ikke skyldes demens, der kan føre til nogle af de ovennævnte symptomer, herunder delirium (konfusion, desorientering) og depression.
Demens – undersøgelse
En undersøgelse for demens er normalt enkel og hurtig. Lægen undersøger og vurderer hukommelsesfunktioner og andre kognitive funktioner gennem forskellige tests (f.eks. Mini Mental test).
Lægen eller en sygeplejerske interviewer også de pårørende for at få et så fuldstændigt billede af patienten som muligt. Hvis resultatet viser at patienten har haft symptomer i mere end seks måneder, og at de har påvirket patientens liv, er det klassificeret som demens. Det næste skridt i undersøgelsen kan være en hjernescanning (CT scanning) og blodprøver. Det er vigtigt at udelukke at der er tale om tumorer. Langvarige undersøgelser og uklar patientinformation bør undgås for at reducere angst.
Demens – behandling
Det er vigtigt at sikre, at den ældre patient er i så god fysisk form som muligt, og også vigtigt at behandle eventuelle infektioner der ellers kan påvirke sygdommen. Pårørende skal desuden i samarbejde med lægen se på hvilke lægemidler, som patienten i forvejen tager, der påvirker hjernens funktion negativt, for eksempel anti-angst medicin (benzodiazepiner).
De lægemidler, der anvendes ved demens er kendt som cholinesteraseinhibitorer eller NMDA-receptor antagonist. Kolinesterasehæmmere øger niveauet af neurotransmittere (acetylcholin) mellem nerveenderne, således at nervesignalerne forstærkes. Medicinen administreres tidligt at forhindre progression af sygdommen. Et af disse præparater gives i form af plastre, hvilket er fordelagtigt da det reducerer bivirkninger i form af kvalme og opkastning, som ellers kan være et problem.
Plasterbehandling
Det er inden for de seneste år kommet nyt lægemiddel, som kan tages via et plaster. Plasterbehandling kan være godt også for de pårørende, der ved denne metode kan være sikre på at patienten har fået sin medicin. Behandlingsmetoden kan også hjælpe, hvis man har svært ved at synke. Lægen bør løbende overvåge patienten, og se hvor effektiv behandlingen er.
Foruden at få iværksat den rigtige behandling, er det tillige vigtigt at have kontakt med kommunen, for at få de nødvendige hjælpemidler såsom alarm, hjemmehjælp m.m.