Det kan være mere vanskeligt, når skæleksemen samtidig forekommer med en hudsygdom som f.eks. psoriasis.
Klinisk billede
Skæleksem rammer ofte hårbunden og ansigtet. Inden for røde områder ses en tør, hvid afskalning, som til tider bliver lidt mere gulgrå og fedtet. Skæleksem optræder oftest i hudområder med store, aktive talgkirtler. Typiske steder hvor skæleksem opstår, er på siderne af næsen, i øjenbrynene, bag ørerne, i hårgrænsen og i hårbunden. Det er dog ikke usædvanligt, at det også forekommer andre steder i ansigtet, såsom pande og kinder. Seboroisk eksem kan også forekomme på kroppen, hen over brystet eller på ryggen og i navlen.
Skæleksem kan til tider også ses i kroppens folder, under brysterne, i lysken og rundt om endetarmen. Kløe forekommer. Sommetider kan der, især i hårbunden, opstå små, gullige filipenser (follikuliter).
Sygdomsårsag
Årsagen til skæleksem er egentlig ukendt, men lader til at være forbundet med en kombination af arvelige faktorer (d.v.s. den hudtype man er født med), samt en vis form for overaktivitet i talgkirtlerne, hvilket fremmer udviklingen af en på huden normalt forekommende type gærsvamp. Der ses ofte en sammenhæng med den almene sundhedstilstand. Forværring observeres ved perioder med fysisk pres, træthed og psykisk stress. Klimaet har også stor betydning.
Eksemet forekommer ofte om vinteren, for så at blive bedre om sommeren.
Forløb
Dette eksem har, eftersom det delvis beror på arvelige faktorer, en stor tendens til at komme igen under gunstige betingelser.
Behandling
Selve eksemet skal behandles med et kortisonpræparat, som vælges ud fra hvor eksemforandringerne sidder, samt efter sværhedsgraden. Kortisonpræparater, som også indeholder svampehæmmende ingredienser, er mest effektive. Til hårbunden kombineres dette med en moderne skælshampoo (med gærsvamp-modvirkende ingredienser) fra apoteket.
Når eksemet er helet godt, kan den samme skælshampoo bruges som basisbehandling for at holde lidelsen under fortsat kontrol. Svære tilfælde kan kræve, at man også skal give en form for pillebehandling.