Tics. Hvorfor får man det? Kan det beherskes? Tourettes syndrom.

Det ser mærkeligt ud, når en person konstant lave grimasser, knækker fingre, rømmer sig eller kaster med hovedet, og det er let at drage den konklusion, at personen da må have “pip”. Selv om vi alle har brug for nærhed, forståelse, venskaber og kærlighed, så er vi også meget forskellige både i forhold til udseende, humør og sociale evner. 

Har man Tourettes syndrom, betyder ens mange aparte og ufrivillige bevægelser og lyde – kaldet “tics”, at man ikke længere kan blive ét med mængden. 

Motoriske og vokale tics

Bevægelserne kaldes “motoriske tics” og lydene “vokale tics”. En del er usynlige og benævnes “indre tics”. De kommer og går, og nogle gange vælter det ud med bevægelser og lyde, uden at man kan stoppe det. Når alt fungerer som det skal i hjernen, bevæger signalerne sig fra celle til celle. Cellerne kontrollerer bl.a. bevægelser, som man kan gøre uden at tænke på dem, f.eks. at synke, blinke og hoppe. Hvis cellerne pludselig danner alt for mange signaler, skabes der ufrivillige bevægelser, tics. Problemet for én med Tourettes syndrom (TS) er netop dette. 

Hvis man siger, at forskellige persontyper er lande, så er de med TS som Island: 

• Varme kilder og vulkaner
• Aldrig i fuld kontrol
• Aldrig helt rolige
• Konstant i bevægelse
• Konstant i udbrud

Tics bliver ofte stærkest når der er helt stille i omgivelserne, når man skal vente på noget, eller hvis man føler sig usikker. De påvirkes af om man føler sig anspændt, stresset, glad, bange eller træt. Man har færre af dem hvis man føler sig tryg, har meget at lave eller ved hvad der forventes. 

Andres blikke sårer

Mange unge synes, at det værste ved tics er, at andre kan se og høre det. Det er umuligt at skjule at man er anderledes, og det er meget svært når man er ung. Derfor er det vigtigt, at voksne ved noget om TS, så den unge kan finde råd og støtte. Disse ufrivillige bevægelser er jo ikke noget mystisk, det er blot en naturlig konsekvens af hjernens signaler. 

Mange med TS har flere problemer såsom skrivemotoriske vanskeligheder, talblindhed, spiseproblemer, søvnløshed, kraftige raseriudbrud, ADHD, tvangstanker og nedtrykthed. 

Hvis du har tics, så skal du tale med dine forældre, din lærer, skolesundhedsplejersken eller en anden voksen som du føler sig tryg ved. Fortæl præcis hvordan du oplever dine tics. Du kan også søge mere information på nettet. 

At lade være med at have tics kan være som at lade være med at blinke – prøv selv! Vil man lære at styre sine tics, kræver det at man søger mere viden for at kende sin modstander, så at sige. Man kan lære at styre eller dæmpe sine tics ved at gøre kontrollerede motoriske bevægelser. En bevægelse der umuliggør ens tics – en slags afledningsmanøvre som gør, at man ikke kan have dem, mens man gør den kontrollerede bevægelse. Denne teknik kan man søge mere viden om på nettet eller i patientforeninger. 

Forskellige tics

Der findes mange forskellige slags, og det er meget forskelligt fra person til person hvor mange, man har og hvor ofte de kommer. 

Her er nogle eksempler på tics: 

• Blinke roligt, meget hurtigt eller ofte
• Trække i mundvigen eller rynke på næsen
• Gabe
• Knække i leddene eller rykke i muskelgrupper
• Kaste med arm eller ben
• “Himle” med øjnene
• Rømme sig, hoste, gurgle, snøfte, grynte eller nynne
• Gøre rap-lyde eller brumme dybt nede i halsen
• Gentage ord eller lyde om og om igen
• Grine højt, selvom der ikke er noget at grine ad
• Lyde som et ekko, gentage det andre har sagt

Afdramatiser TS

Det virker ofte afdramatiserende, hvis man er åben om noget og fortæller hvad der foregår. Sig det som det er: “Jeg har tics”. Viden er det første skridt til forandring, og det nedbryder fordomme. Viden mindsker drillerier, mobning, brok og misforståelser. Når du ved at folk accepterer dine tics, slapper du lettere af – og så får du tilmed færre tics!